Spørgsmål og svar - Skoler og dagtilbud

Her finder du svar på de oftest stillede spørgsmål, når du tilmelder din skole eller dit dagtilbud til Affaldsindsamlingen.


  • Hvad er et affaldsfrit Danmark?

      Et affaldsfrit samfund er et samfund, hvor ressourcerne cirkulerer i lukkede kredsløb. Derfor kalder man det også en fuld cirkulær økonomi. Når vi taler om et affaldsfrit samfund i 2050, så betyder det, at det vi producerer i 2050, ikke må ende som affald igen. Der vil stadig være materialer, f.eks. indlejret i vores bygningsmasse, som er bygget i en anden tid, og som kan indeholde skadelig kemi eller andet, som gør, at det ikke kan recirkuleres, men de nye materialer og produkter, som vi sætter på markedet i 2050, må ikke ende som affald igen.

  • Hvorfor er det et problem med henkastet affald?

      Det er på flere måder problematisk, når emballage bliver smidt på jorden:

      Ofte består engangsemballagen af plast, som med tiden bliver nedbrudt til mikroplast, der kan påvirke miljøet, dyrelivet og vores egen sundhed blandt andet gennem vores drikkevand.

      Der er også risiko for, at dyr kommer til at spise eller sidde fast i det. Hvis dyrene forveksler vores affald med mad, kan de dø af sult.

      Det er et forfærdeligt ressourcespild, når emballage bliver brugt en enkelt gang for så at havne i naturen (eller i forbrændingen).

  • Hvad er årets fokus – og hvorfor?

      Vi deler fokusområdet op i 2:

    • Engangsemballage
      Når vi taler om engangsemballage ifm. Affaldsindsamlingen, handler det udelukkende om henkastet affald, dvs. engangskopper, paptallerkener, og ja det kan også være bokse fra bageren, når kagerne nydes udendørs og emballagen efterfølgende efterlades, emballage til take away mad, slikpapir, bestik osv.

    • E-cigaretter
      Ud over engangsemballage, som er den type affald vi finder allermest af derude, har vi i år også fokus på E-cigaretter, som er en ny type affald.

      I forbindelse med årets indsamling vil vi gerne undersøge, om vi i Danmark har et problem med henkastede vapes, puff bars og andre former for e-cigaretter, og hvor udbredt det i så fald er. Derfor vil vi gerne opfordre alle deltagere af Affaldsindsamlingen om at angive, om I under indsamlingen er stødt på nogen former for e-cigaretter, og i så fald hvor mange.
  • Hvornår skal jeg senest oprette min indsamling for at få tilsendt en deltagerpakke?

      Hvis I ønsker vores deltagerpakke tilsendt, skal I senest oprette jeres indsamling den 17. marts. Hvis I ikke ønsker deltagerpakke, kan I oprette en indsamling helt frem til der hvor I afholder jeres indsamling.

  • Hvad er der i deltagerpakken?

      Når i tilmelder jer kan i vælge at få en deltagerpakke med affaldssække.

  • Hvor skal vi samle ind?

      I bestemmer helt selv, hvor I samler ind. For nogle vil det være naturligt at gå langs stranden, for andre i en skov eller langs en vej, hvor grøftekanten er fuld af affald. Det kan også være i byens park eller på de grønne områder. Meget affald ligger og flyder langs med vejene. Men det er altid farligt at færdes ved trafikken. Vælg derfor et område, der er hensigtsmæssigt for jeres deltagere og husk at tage højde for trafiksikkerheden, hvis I færdes ved vejene.

  • Hvad gør jeg med det indsamlede affald?

      Der er flere muligheder:

    • Kontakt din kommune, for at høre om I evt. kan lave en aftale om afhentning af jeres affald
    • Kontakt jeres lokale affaldsselskab eller genbrugsstation for at finde ud af, hvordan du nemmest kan sortere/aflevere affaldet

    • Mange kommuner og affaldsselskaber er gode til at hjælpe i forbindelse med Affaldsindsamlingen.

      Dernæst bliver vi meget glade, hvis I vil opgøre jeres resultat og indtaste det her. Sidste frist for registrering af jeres affald er d. 13. april.
      Årets resultat bliver offentliggjort den 22. eller 23. april.

  • Hvad skal registreres?

      I forbindelse med årets indsamling vil vi undersøge, om vi i Danmark har et problem med henkastede vapes, puff bars og andre former for e-cigaretter, og hvor udbredt det i så fald af. Derfor beder vi alle deltagere om at registre 2 ting ved årets affaldsindsamling:

    • Er du stødt på nogen former for e-cigaretter, og i så fald hvor mange?
    • Hvor mange kilo affald har du/I fundet under din/jeres indsamling?
    • Du kan registrere dit affald frem til den 13. april kl. 9.00 her

  • Jeg har ikke mulighed for at veje affaldet - hvad gør jeg?

      Hvis I ikke kan veje affaldet, kan I skønne resultatet ud fra følgende:

      En fyldt voksensæk vejer i gennemsnit 10 kg.
      En fyldt børnesæk vejer i gennemsnit 5kg.

  • Er der retningslinjer for, hvad vi skal samle op i naturen - og er der noget, vi ikke skal samle?

      I princippet skal I forsøge at fjerne alt det, der ikke hører hjemme i naturen. Der er dog undtagelser, som I af sikkerhedsmæssige årsager ikke skal røre ved - det gælder fyrværkeri og kanyler samt døde dyr og andet organisk affald. Vi anbefaler, at alle der samler ind bruger handsker.

      Du kan registrere dit affald frem til den 13. april kl. 9.00 her

  • Vi har ikke mulighed for at holde en affaldsindsamling i uge 14. Kan jeg godt afholde en indsamling efterfølgende? (og stadig få deltagerpakke?)

      Ja, det kan du sagtens. Tilmeld din indsamling her så får du tilsendt en deltagerpakke og kan bruge den, når det passer ind.