Der er noget i vejen!

Der er noget i vejen! For hvert år havner tonsvis af affald langs de danske veje. Ifølge en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Danmarks Naturfredningsforening, er vejnettet det sted, hvor danskerne oplever allermest henkastet affald, og alene i 2022 fjernede Vejdirektoratet intet mindre end 807 ton affald langs statsvejene.

Og det er et problem. For ikke alene bruger både stat og kommuner betydelige ressourcer på at rydde op og holde affaldsmængderne nede – affaldet er samtidig en problematisk for miljøet og dyrelivet i den omkringliggende natur.




Hver tredje dansker har kastet affald ud ad vinduet 

Ifølge undersøgelsen fra Epinion er det tydeligt, at nogle bilister helt åbenlyst bruger vejen som skraldespand. Mere end halvdelen af danskerne oplever enten ofte eller engang i mellem, at andre bilister smider affald ud ad bilvinduet.

Samtidig viser undersøgelsen, at hver tredje dansker endda selv indrømmer at gjort det.

Problemet er altså mere udbredt, end man måske umiddelbart skulle tro!





Det viser undersøgelse fra Epinion

  • Vejene er det område, hvor danskerne oplever mest affald.
  • 72 procent mener, at der ligger for meget skrald langs de danske veje.
  • 54 procent oplever ofte eller engang i mellem, at andre bilister smider affald ud ad vinduet.
  • 32 procent indrømmer, at de selv har kastet skrald ud ad vinduet
  • Tilsvarende indrømmer 10 procent, at de har smidt, efterladt eller henstillet affald på en rasteplads uden for en skraldespand.
  • 45 procent oplever, at der er for få skraldespande langs motorveje, landeveje og på rastepladser.
  • Se hele undersøgelsen her.

Vær med i kampen for et Danmark fri for affald 

Du kan være med til at gøre en konkret forskel, når Danmarks Naturfredningsforening med støtte fra bl.a. NIO afholder sin årlige affaldsindsamling i uge 15 (8.-14. april).

Sidste år deltog 225.000 børn og voksne fra hele landet, og på en enkelt uge blev der samlet 100 ton affald.

Du kan enten oprette din egen indsamling og invitere vennerne, naboerne eller hele lokalmiljøet med ud at rydde op – eller også kan du deltage i en af de mange offentlige indsamlinger, der bliver afholdt i hele landet.





Om NIO

Den globale elbilsvirksomhed NIO kæmper for at fremme en bæredygtige udvikling med filosofien “Blue Sky Coming”. Siden 2023 har NIO været hovedpartner på Affaldsindsamlingen, og det er dette samarbejde, der har inspireret til tilblivelsen af fokus på affald langs vejene.

Det danske samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Naturfond og NIO er en del af NIOs globale projekt Clean Parks og bygger på et fælles værdisæt, om at skabe bedre vilkår for biodiversiteten. Sammen er målet at inspirere danskerne til at have større positiv indflydelse og passe bedre på naturen.